At være Far

En enlig hanløve på savannen. Er han fortabt eller er han på jagt efter føde til den familie han skal forsørge? Eller har han blot søgt væk for, at få lidt fred og ro? Vi kan gøre os mange tanker om, hvordan andre har det og det er en helt naturlig del af det, at være menneske. Vi tolker og danner os meninger og holdninger ved første øjekast. Ikke desto mindre ved vi faktisk ikke, hvordan andre har det eller hvad deres intention er medmindre vi stiller os til rådighed med en åben og nysgerrig tilgang til dét eller den vi står overfor.

Overskriften er At være Far og dette indlæg er inspireret af mit afsluttende casestudie med samme titel og det faldt mig naturligt, at mit første blogindlæg skulle handle om det.

Når jeg kigger på overstående billede kommer jeg i kontakt med en masse associationer om, hvordan nogle mænd måske kan opleve det at være far. Måske kan du som mand genkende dig selv i overstående spørgsmål? Jeg kan i hvert fald selv til tider genkende oplevelsen af at være fortabt, og selvom jeg er gift med en stærk og selvstændig kvinde, så er jeg også drevet af et ideal om, at manden er beskytteren og forsørgen. Selvom jeg i en tidlig alder havde drømme og store forestillinger om at være far og det på mange måder har realiseret alle mine idylliske forestillinger, så er det også bare virkelig hårdt følelsesmæssigt og jeg tænker, at det er vigtigt at anerkende, at det eksisterer og det er helt okay. Det betyder ikke, at jeg ikke vil mit barn eller ikke vil ham nok, nok mere det modsatte og det er heri det overvældende muligvis ligger.

Jeg er optaget af fænomenet, at være far og det er jeg, fordi det er min oplevelse, at faderskabet er inde i en kæmpe forandring og der stilles større følelsesmæssige krav til manden i hans rolle som far. Jeg er ikke modstander af udviklingen, tværtimod. Jeg er selv en meget følelsesmæssig engageret far og hylder den moderne mand og far. Jeg er optaget af, hvordan vi støtter og hjælper manden i det moderne faderskab, som stiller nogle helt andre krav end der hidtil har været til faderrollen. Mange mænd i min egen generation og tidligere generationer er ikke nødvendigvis opvokset med en faderfigur, som har stillet sig følelsesmæssig til rådighed som der forventes i dag. Det betyder, at flere mænd er begrænset i deres erfaring med at være en følelsesmæssig engageret far og et lille barn kan ikke lige vente til at far er klar. Nej, der er afregning ved kasse 1.

Ingen forskel på fødselsdepressioner

Som afsluttende eksamen på min uddannelse skrev jeg et casestudie om, at være far. Forskningen viser, at der ikke er forskel på antal registreret fødselsdepressioner hos mænd og kvinder. Jeg blev overrasket over tallene, og så alligevel ikke. Jeg synes det taler rigtig godt ind i min overstående bekymring, heraf at mænd er lige så udsatte for belastningsreaktioner som kvinder er og mænd er lige så sårbare som kvinder. Det er bare ikke rigtig noget vi taler om! Men tallene lyver ikke, og jeg er sikker på, at der sidder flere mænd der ude, som på grund af skam og skyld ikke søger hjælp. Det er vigtigt for mig, at pointere dette indlæg ikke handler om at negligere kvinden og moderskabet, men det er vigtigt for mig at manden bliver ligestillet med kvinden når det kommer til den følelsesmæssige belastning det er, at blive forældre.

Jeg mener, at vi som samfund er på rette vej. Der er større fokus på screenings ved graviditeten og fødsel og der dukker flere og flere tilbud op til mænd, og en forening som farforlivet er med til at skabe et fællesskab for fædre. I mit virke som psykoterapeut og familiebehandler mener jeg, at der er brug for mere. Jeg mener, at vi skal anerkende at mænd har KÆMPE følelser og vi skal fjerne narrativet om, at mænd ikke kan tale om følelser og i stedet bruge vores energi på, at skabe flere rum og flere fællesskaber, hvor mænd kan tale om deres eksistens, følelser og bekymringer.

Den usynlige graviditet

Når kvinden bliver gravid sker der en helt naturlig forandring både fysisk og uden at gøre mig klog på, hvordan det må være at være kvinde og være gravid, så er det min forestilling, at der også forandres noget følelses-og identitetsmæssigt. I en graviditet er det med rette, at kvinden bliver midtpunktet for ydre opmærksomhed, omsorg, støtte og behandling. Igennem min forskning stødte jeg på flere udtalelser fra fædre, som havde oplevet graviditeten som ensomt og de havde en oplevelse af, at være usynlige.

Jeg synes det er vigtige og modige udtalelser. Det kan blive utrolig nemt, at overse manden i graviditetsforløbet fordi det er uden tvivl kvinden, som gennemgår den største og mest belastende forandring, men det betyder ikke at vi skal negligere og glemme manden.

Jeg vil gerne argumentere for, at mænd måske gennemgår en sværere proces i graviditeten. Kvinden kan igennem graviditeten mærke barnet og allerede i graviditeten følelsesmæssigt knytte sig til barnet og kan på mange måder mere naturligt igennem de 9 måneder forberede sig på at blive mor. Hvorimod manden på mange måder selv skal gøre det følelsesmæssige arbejde og undervejs bearbejde og håndtere de mange tanker, forestillinger og bekymringer som dukker op, og hvor skal han gøre af dem?

Jeg mener, at moderskabet begynder ved graviditeten, hvorimod faderskabet har en længere og mere kompleks vej inden det for alvor forankrer sig i manden. På den rejse mener jeg, at vi skal gøre en større indsats for at anerkende og støtte manden uanset om det er som ven, partner, forældre, kollega eller faglige personer inklusiv mig selv.

Det handler ikke om at være far

Men det handler om, hvordan man forholder sig til at være far . Jeg mener ikke, at det er selve fænomenet at være far, som er det belastende for manden. Det handler mere om, hvordan man forholder sig til at være far. Det at være far er i sig selv ingenting. Det er et subjektivt fænomen. Jeg vælger selv, hvordan det er at være far og min oplevelse af, at være far er helt og holdent min egen. Jeg kan dele samme oplevelser, følelser og erfaringer med andre mænd og påvirkes af samfundsmæssige og kulturelle strukturer, men helt eksistentielt, så er det min oplevelse og mit ansvar. Det i sig selv kan være belastende.

Hvordan kan vi så forstå det, at være far? Jeg mener, at vi skal forstå det som mandens subjektive oplevelse og heri ligger mandens eksistens, følelser, tilknytning, kontakt, traumer og erfaringer etc. Det betyder, at den måde som jeg oplever at være far på er en forlængelse af min allerede eksisterende væren. Det betyder, at det som var belastende eller sårbart inden du blev far forstærkes og forstørres i faderskabet.

• Er du ængstelig anlagt? Vil det meget sandsynligt frembringe større ængstelighed den dag du bliver far.

• Er du neurotisk anlagt? Vil det at blive far højst sandsynligt skrue op for din neurotiske side.

• Har du haft en kompleks barndom? Det vil højst sandsynligt påvirke dig i dit faderskab på den ene eller anden måde.

• Har du problemer med dit temperament? Det vil højst sandsynligt blive udfordret den dag du bliver far.

• Er du optaget af eksistentielle tanker? Døden? Friheden? Jeg er sikker på, at den optagethed vil blive forstærket i dit faderskab.

• Er du følelsesmæssigt tilgængelig for din partner, venner, kollegaer? Jeg er overbevist om, at du også er en følelsesmæssig tilgængelig far.

Er du far? Prøv at reflektere over hvad du oplever som svært/belastende og på den anden side meningsfuldt og glædesfyldt. Kan du genkende noget før du blev far? Kan du genkende oplevelsen af, at det på den ene eller anden måde blev forstærket efter du blev far? Hvis du er mor og læser dette kan du lave samme eksperiment?

Terapi og dens betydning

Jeg skriver dette indlæg både som far, men først og fremmest som psykoterapeut og familiebehandler. Jeg har igennem mit forskningsprojekt undersøgt hvordan et terapiforløb kan støtte en mand, som oplever belastning i forbindelse med at være far.

Min forskning peger på, at vi skal skærpe vores fokus på manden inden han bliver far. Som overstående beskriver, så handler det ikke om det at være far, men hvordan man forholder sig til at være far og dén følelsesmæssige og eksistentielle belastning som følger med. Jeg mener, at vi skal behandle terapeutisk og skabe et rum for mænd, hvor de følelsesmæssigt og eksistentielt kan forberede sig på at blive far og heri få bearbejdet fortiden og nutidens belastninger, traumer og følelses -og kontaktmæssige forstyrrelser samt udforske og udfordrer eksistentielle tanker og bekymringer. Jeg mener det sker bedst igennem et gruppeterapeutisk forløb, hvor mænd igennem kontakt sammen kan skabe et fortroligt, nærværende og helende rum hvor der plads til, at man er, som man er.

Jeg mener, at vi kan forebygge fødselsdepressioner og efterreaktioner ved at tilbyde terapeutisk gruppeforløb til kommende fædre, så de får et rum, hvor de kan arbejde med sig selv inden de bliver fædre og hermed komme i bedre kontakt med sig selv og hermed stå stærkere i deres faderskab med alt hvad der følger med.

Så tilbage til billedet... Selvom det udadtil kan virke til manden har styr på det og kan klare det hele ( Hvilket sagtens kan være rigtigt), så være nysgerrig, åben og insisterende på, at vise, at det er helt i orden, at noget er svært...

/ Jacob Arnth Valtung