"Det er, som det er, lige nu og her"

Den sætning er ikke kun en sætning, men for mit vedkommende essensen af Gestaltterapi. Det er en sætning, som jeg igen og igen hørte under min uddannelse, og der var særligt en underviser, som kunne formidle den simple sætning med en så stor varme, autenticitet og ærlighed, at hun ikke behøvede at forklare eller uddybe budskabet. Jeg mærkede en accept, af mig, min eksistens og min tilstand. Hun var ikke ude på, at fikse mig eller løse mine problemer, men hun viste mig vejen til større accept af mig selv på godt og ondt.

Selvom sætningen kan stå for sig selv, så vil jeg i dette indlæg dele min oplevelse af accept i gestaltterapeutisk forstand.

At acceptere tilstanden lige nu og her

Når vi mærker og oplever en uønsket og svær følelse, tanke eller tilstand, så vil vi ofte få lyst til at det skal forsvinde. Vi mærker modstand. "Jeg må ikke have det sådan", eller "jeg vil ikke have det sådan". Det betyder grundlæggende, at vi ikke accepterer vores tilstand lige nu og her. Min erfaring er, at tilstanden eller følelsen blot bliver forstærket når jeg forsøger at afvise den eller ikke vil kendes ved den. De fleste kender nok eksperimentet om den "lyserød elefant". Hvis jeg siger, at du ikke må tænke på en "lyserød elefant", og bliver

insisterende på, at du ikke må tænke på en "lyserød elefant" så vil du højst sandsynligt tænke på en "lyserød elefant". I Gestaltterapi kan vi forstå det mere end blot en tanke, men en modstand mod vores egen eksistens. Når vi afviser, at mærke det vi mærker lige nu og her afviser vi vores egen eksistens lige nu og her. Det er en helt natulig reaktion, at vi gerne vil fjerne det ubehagelige eller smertefulde i vores eksistens, men jo mere du kæmper imod din egen eksistens, desto mere ubehagelig og smertefuld vil den blive. Hvis du kan møde dig selv med en egenomsorg og en accept af, at "det er, som det er, lige nu og her" accepterer du dig selv og din egen eksistens lige nu og her. I stedet for at afvise sorgen, skammen, smerten eller vreden etc, så kommer du i kontakt med den, du er med den og tillader den at være en del af din eksistens lige nu og her og det er i accepten at forandringen sker og det er i accepten at du begynder at hele.

Livet er ikke statisk men dynamisk

Livet er foranderligt, hele tiden. Det samme er din eksistens. Din tilstand. Måske kan du genkende en oplevelse af kærestesorg? En svær skilsmisse? Depression? Stress? Angst? Tristhed? Rastløshed?. Måske oplever du det lige nu, mens du læser dette og har en oplevelse af, at det aldrig vil blive anderledes? Uanset, hvordan du har det lige nu og her, så vil det blive anderledes med tiden. Du kender måske udtrykket "this too shall pass"? Som er et udtryk for at alt godt og dårligt altid er midlertidig, og aldrig definitivt. Paradokset er, at når vi gerne vil have, at en tilstand skal være midlertidig eller ikke tilstede, så fastholder vi os i den. Hvorimod, når vi accepterer tilstanden, følelsen eller oplevelsen, vil forandringen ske. Det betyder grundlæggende, at vi accepterer vores egen eksistens. At vi accepterer, at det at være menneske både er glædesfyldt, sorgfuldt, skamfuldt og smertefuldt m.m. At vi accepterer, at livet og vores eksistens er dynamisk og det er helt okay. Du er okay, uanset hvordan du har det.

At acceptere sig selv

I gestaltterapi taler vi om forandringens paradoks, hvilket betyder, "at man accepterer sig selv, i stedet for at forsøge at være noget man ikke er". Hvis vi tager udgangspunkt i "Det er, som det er, lige nu og her", så kan vi skalere det op til, at "Jeg er, lige nu og her". Det betyder, vi accepterer, at vi er den vi er på godt og ondt. Det betyder ikke, at man siger "tag mig som jeg er", men at vi tager ansvar for, at vi er i verden på den måde, som vi er og det er heri forandringen ligger.

Lad mig give dig et eksempel fra min egen terapeutiske rejse. Jeg sidder i en terapisession på min uddannelse. Vi er blevet bedt om, at gå en tur og finde en ting på vores vej. Jeg fandt en utroligt stort og flot blad. Rødligt og gulligt. Det sprang i mine øjne. Jeg tog det og gemte det til det var min tur til at komme i terapi. Jeg kom først i terapi dagen efter. På dagen, hvor jeg skulle i terapi var det falmet og blevet sort. Min underviser/terapeut undersøgte det sammen med mig. Jeg starter med, at beskrive hvor flot det var i går, og delte om mine mange gode sider, som jeg lystigt kunne fortælle om. Underviseren udfordrer mig med, hvordan det sorte og mørke kan forståes.

Hun kender mig, hun kender min historie og min fortid, som jeg tidligere har delt. Hun konfronterer mig med mine "mørke" sider. Jeg kommer i kontakt med mit temperament, min vrede. Noget som jeg helst ikke vil stå ved. Jeg vil helst gerne betragtes, som et omsorgsfuldt, rummeligt og imødekommende menneske.

Jeg afviser min vrede, mit temperament. Jeg afviser en del af mig selv. Jeg mærker modstand. Jeg vil ikke stå ved det. Hun hjælper mig med at blive med det. Jeg bliver berørt. Jeg græder. Hun siger, at "sådan er du også og det helt okay". Jeg mærker, hvordan det kort letter i mig. Jeg mærker en bevægelse af accept i mig selv. Jeg hjælpes til at acceptere, at jeg også er et menneske, som kan blive vred og har et stort temperament, som kan gå udover de mennesker, som jeg elsker og holder af. Da jeg stille og roligt begyndte at acceptere det, kunne jeg også begynde at gøre noget andet. Det var i min accept af mig selv, min vrede og mit temperament, at jeg kunne begynde at kigge på mig selv, og heri begyndte forandringen. Da jeg accepterede en side af mig selv, og kunne give det egenomsorg, kunne jeg også begynde at gøre noget andet.

Essensen er, at hvis du ønsker, at noget skal være anderledes, så starter det hele med accepten af dig selv og ikke kun dele af dig selv, men hele dig. Terapi kan være med til at støtte dig i den proces, hvor du med terapeutens hjælp får støtte til at blive opmærksom på dig selv og herved finde vej til større accept og nye muligheder.